Politiet søger vidner efter fire togpassagerer sent søndag aften blev udsat for vold i toget på Odsherred-banden.
En lokomotivfører aktiverede nødbremsen omkring kl. 23.40 på grund af uorden i toget. Toget standsede midt på sporet øst for overskæringen ved Tuse Lågevej, men tæt på Nykøbingvej og politiet blev alarmeret via Fjenstyringscentralen.
To personer stak af fra toget ad togskinnerne i nordvestlig retning.
Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, blev sendt til stedet for at få klarlagt, hvad der var sket, samt for at eftersøge de to personer, som var stukket af fra toget.
Passagerer overfaldet med slag og spark
Politiet fik klarlagt, at fire personer – to piger på 14 og 15 år fra hhv. Glostrup og Svinninge samt to mænd på 22 og 45 fra hhv. Søborg og Regstrup – var blevet udsat for vold med slag og spark samt verbale trusler af de to mænd, der efterfølgende var flygtet fra toget.
En hundepatrulje fulgte spor efter de to mænd over en strækning på ca. 3.500 meter gennem kornmarker, tværs over Kalundborgvej frem til et område ved en autoforhandler tæt på rute 21, hvor politiet på nogen afstand kunne se to personer blive samlet op af et afventende køretøj på rute 21. Køretøjet kørte efterfølgende med høj hastighed væk fra opsamlingsstedet og i retning mod Holbæk.
Den foreløbige efterforskning i sagen har klarlagt, at de to flygtede mænd på grund af en intern uenighed begyndte at overfalde de to piger, hvorefter de to mænd blandede sig og i den anledning selv blev overfaldet.
Politiet vejledte alle fire ofre om at blive undersøgte på skadestuen, inden de på et senere tidspunkt skal endelig afhøres om sagen.
Pigernes værger blev også underrettet om sagen.
De to flygtede mænd blev af ofrene beskrevet som:
A: Mand, Afrikansk af udseende, 20-25 år, 190-195 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Sort, Iført: lilla fodboldtrøje, “PSG”, langærmet;
og B: Mand, 18-20 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: “hak” i øjenbrynet, Iført: Mørkeblåt joggingsæt, sort kasket og briller.
Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der måtte have set de to mænd på flugt i Tuse-området, eller som kan give oplysninger om deres identitet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.