Lise Zeuthen anmelder Oplevelseslabyrinten, Nettles af Trickster-P. Oplevet på <a href=”http://www.aprilfestival.dk”>Aprilfestival</a> d. 16. juni 2021.
Du går ind i en andens liv og møder dit eget
”Da jeg var en lille pige, følte jeg en slags ærbødighed for himlen. Himlen var så kæmpestor, at det så ud som om, den var hele verden. Jeg vidste, jeg kom derfra, og at jeg en dag skulle tilbage dertil.”
Oplevelseslabyrint
I Trickster-P´s oplevelseslabyrint går vi enkeltvis fra rum til rum. Med en voksens inderlige stemme i høretelefoner lytter vi til refleksioner og barndomserindringer illustreret ved konkrete hverdagsagtige ting og scenarier. Vi får således meget sanselige glimt af levet liv og døden som en dimension af tilværelsen. En helt usædvanlig og uforglemmelig forestilling.
Rum med model af stolelift
Jeg træder ind i et mørkt rum på knap 2×3 meter med tæpper som vægge. Her står en model af en stolelift. Det er lygterne herfra, der giver lys til rummet. Stemmen fortæller om en piges tur med liften. Hun sad ved siden af en fremmed dame, kjolen var for tynd, der var sne på toppen og damen sagde: ”Der ligger mit barn begravet”. Jeg mærker en følelse af bare ben i kold sne, bjergenes uendelighed og overraskelsen over, at et barn kan dø.
Rum efter rum
Et særligt vindue, som et barn kan sidde ved og spejde efter det, der skal komme. De fine ting på væggen. Et foto af hende og hendes far. Hun kender det, men spørger nu, ”Hvem er manden på billedet? Jeg ser straks min far for mig. Kendte jeg ham? Kunne han også være bange som hendes far? Hun mindes sin fars lig, som hun oplevede som voksen. Det var koldt og livløst. Det var ikke ham. Hun spørger, om man også kan føle sig forældreløs som 60-årig? Godt spørgsmål. Dem er der flere af. Nogle rammer mig mere end andre.
Det evige pendul
En gynge gynger frem og tilbage. Som et barndommens pendul, der stadig svinger ind i eller frem mod voksenlivet. Eftersom jeg selv har tilbragt halvdelen af min barndom på en gynge, er det nemt at.falde ind i dette drømmebillede, en tidslomme af stille stunder. En hvid hund ligger i hjørnet som en kærlig følgesvend. Sådan én har jeg også. Den lever ikke evigt. Hendes hed Bianco. Min hedder Lucca.
Byfest og biller
I et rum er vi tilbage ved en byfest. ” Jeg kan stadig lugte pandekager med flormelis, og se bjerge af røde kirsebær stablet op i de farvestrålende boder”, lyder det. Associationer fra min barndoms fester skyller ind over mig. Som brudstykker af drømme.
Videre fremme ses en koloni af hjortebiller løbe over gulvet. Børnene legede med én til den døde. Betragtede det præcise øjeblik, hvor livet forlod kroppen. De begravede den nænsomt i en pyntet tændstikæske.
En labyrint af sansemæssige indtryk
Hvad er mest nærværende erindringer, drømme eller nu´et? Trickster-P vækker mange minder. Rejser mange spørgsmål, som du selv kan gå videre med eller lade passere, som en drøm. ”hvis livet er en drøm, så er døden måske det tidspunkt, hvor man vågner.” Citatet illustrerer den underfundige, poetiske tone og fine sammensmeltning af forholdet mellem liv og død, som løber som en rød tråd gennem hele labyrintens tekst og fysiske oplevelse.
Under det store himmelrum
Efter rum nr. 12 er jeg glad for at komme ud i lyset. Ud under himmelrummet. Men noget i mig giver nødig afkald på den barnlige drømmeverden, som jeg lige har genkaldt mig. Minder der lever sit eget liv. Med døden som noget, der findes i livet. Lige til hjertet holder op med at slå.
Jeg vågnede op i skolegården og tog minder og drømme med mig…. død eller levende. Mest levende. Lidt udmattet. Mest inspireret. Fyldt med indtryk.
Koncept og realisering: Cristina Galbiati & Ilija Luginbühl
Dramaturg: Simona Gonella
Fortællestemmer: Gabriella Sacco (engelsk) & Dorit Ehlers (tysk) & Bodil Alling (dansk)
Lyd og musik: Zeno Gabaglio
