22. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

I går fik politiet anmeldelser fra borgere, som tilsyneladende havde haft besøg af en tyv mens de var hjemme.

På to adresser i henholdsvis Kirkestræde og Smedelundsgade, havde hoveddøren været lukket – men ulåst.

I Kirkestræde var det lykkedes en ukendt person at snige sig ind og ubemærket stjæle en taske indeholdende bl.a. pung med et betalingskort i. Først da banken kontaktede beboeren efter mistanke om misbrug af betalingskortet for et mindre beløb, blev beboeren opmærksom på tyveriet af tasken.

I Smedelundsgade havde en beboer hørt noget puslen og hoveddøren blive åbnet, men regnede med, at der var tale om et familiemedlems forventede besøg. Da beboeren havde talt til vedkommende uden respons, havde beboeren undersøgt sagen nærmere og hørt yderdøren smække. Heller ikke her havde beboeren set nogen personer og efterfølgende konstateret, at et ur og en pung var blevet stjålet.

Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at få identificeret den eller de personer, der måtte stå bag tyveriet.

Politiet: Lås døren
Ved de to tyverier var der tale om tyverier fra lejligheder. Men politiet kommer med en opfordring til både beboere i lejligheder og villaer om at låse hoveddøren selvom man er hjemme, hvad enten man er indendøre eller i haven. Det gør det nemlig sværere for tyven at komme uset ind. I disse varme sommerdage henleder politiet også opmærksomheder på åbne vinduer, som kunne være en mulighed for tyven, til at komme uset ind i boligen.