25. november 2024

Foto: Rolf Larsen.

Millioner af kroner skal være blevet hvidvasket gennem Sparekassen Sjælland-Fyn. Foto: Rolf Larsen.

Millioner af kroner skal være blevet hvidvasket gennem Sparekassen Sjælland-Fyn, der har hovedkontor i Holbæk.

Nordsjællands Politi oplyser, at man torsdag formiddag gennemførte en større anholdelses-og ransagningsaktion på flere adresser i landet i samarbejde med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi.

Fem mænd i alderen 23-38 år blev anholdt og sigtet for hvidvask og/eller medvirken til hvidvask.

– Jeg er meget tilfreds med udkommet af vores aktion, som har ført til, at de fem formodede gerningspersoner nu er blevet anholdt. Det er kulminationen på et større efterforskningsarbejde i en sag om bedrageri for mange millioner kroner, så der er tale om særdeles grov økonomisk og organiseret kriminalitet. Indsatsen er løbet af stablen helt efter vores forventninger, og samarbejdet på tværs af politikredsene har fungeret upåklageligt, fortæller efterforskningsleder i Nordsjællands Politi, politikommissær Henrik Gunst.

Fredag blev de fem mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. Her kom det ifølge sn.dk frem, at de fem anholdte – her i blandt en bankrådgiver – er sigtet for gennem to firmaer at have hvidvasket mere end 73 millioner kroner gennem Sparekassen Sjælland-Fyn. Det skal være sket over godt et år fra januar 2020 til medio april i år.  Pengene stammer direkte eller indirekte fra strafbare lovovertrædelser, skriver sn.dk.

De fem mænd nægter sig skyldige, men retten valgte alligevel at varetægtsfængsle dem i fire uger.