24. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Kort efter middag onsdag fik politiet en anmeldelse om, at et par mænd skabte utryghed ved deres adfærd på Holbæk station.

Især den ene ville ikke rette sig efter henstillinger om at følge ordensreglerne, herunder at undlade rygning på stationsområdet.

En politipatrulje kørte til stationen og fik kontakt til den meste uroskabende mand, som blev anholdt på grund af beruselse og sin verbale adfærd over for de personer, der havde påtalt hans adfærd.

Der var tale om en 39-årig mand fra Nykøbing Sj., som efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning og senere sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden ved togstationen. Den anholdtes kammerat forsvandt fra området og blev ikke sigtet for noget.

Den 39-årige blev løsladt sidst på eftermiddagen og kan nu afvente en bøde i sin e-boks.