På hjørnet af Brøndevej og Bygaden på Orø er der i overført betydning kommet et frisk pust som tidligere omtalt på Holbaekonline: Pustet hedder Bing Orø som holder til i den gamle købmandsbutiks lokaler.
Her ligger nu både en cafe, en restaurant, et kulturhus og en købmandsbutik, hvor man bl.a. kan købe produkter af egen “avl”. Og ikke at forglemme: et bageri, hvor man kan hente friskbagt morgenbrød. I ordets bedste forstand: lidt af en blandet landhandel, lidt af en blanding af nyt og gammelt, men en kombination som mange orøborgere har taget godt imod, selv i disse coronatider, hvor maden må nydes som take away. Og sidste år fik Isefjordens Perle også et pizzeria centralt placeret midt på øen i den gamle posthus bygning.
Men ellers er det ikke meget som er åbent på Orø, dels er det lavsæson og dels har Coronaen sat en stopper for aktiviteterne, det gælder Spisestedet Den gode Viking og Orø Kro, som kan åbne når regeringen letter på restriktionerne, og så er der også et par mindre spisesteder, som først åbner i højsæsonen som f.eks Havnekiosken.
Derimod er det højst usikkert om Orø Forsamlingshus atter kan byde på vådt og tørt til lokale såvel som til turister. Ikke fordi forsamlingshuset lukker, men det er en kendt sag, som en Orøborger sagde til Deres udsendte i dag: Forsamlingshuset skifter lige så tit forpagtere som vi andre skifter underbukser. Nå selv om overdrivelse fremmer forståelsen så er der lidt om snakken: Seks forpagtere på seks år. Det kunne tyde på man, dvs. forsamlingshuset, har fået “ansat” de forkerte mennesker, eller bestyrelsen ikke har været professionel nok. Eller en kombination af begge. Om der findes et modigt menneske eller to, der vil tage opgaven op efter den sidste forpagter op, kan kun tiden vise. Måske kommer forsamlingshuset kun til at fungere som et nøgleforsamlingshus. Lidt ærgerligt, når man tænker på der er investeret næsten 2 millioner offentlige kroner i det.
Orø ligger godt i forhold til potentielle turister fra Storkøbenhavn med en køretid på under en time og hyppige færgeafgange. Måske ligger den lidt for godt forstået på den måde, at en del turistaktører ikke tror man behøver at gøre de store anstrengelser for at lokke kunderne herover. Sidste år følte sikkert mange af vore turistaktører man kun behøvede at lukke munden op, så kom de stegte duer flyvende ind i munden fordi det væltede ind med hovedsageligt endagsturister. Men Deres udsendte bemærkede, at mange cyklende turister var udstyret med en madpakke på bagagebæreren. Det kan vel ikke give den store omsætning andre steder end i Brugsen og ishuse. Og hvor mange af disse endagsturister mon kommer igen i år?. Måske føler de, at de har set og oplevet det der er værd at opleve på Orø, og i år skal vi også tænke på, at øen ikke kan byde på de store events her til sommer som man kunne i 2019 som vikingetræf, Midsommerdage, Ø-durfestival… Det skyldes jp, at flere planlæggere af disse events simpelthen ikke ved hvornår landet er nogenlunde kommet sig oven på Coronaen. Kan man helt eller delvis åbne op 1.juli, eller 1. august eller hvornår er der ingen som kan spå om.
Allerede før coronaen lagde dæmper på aktivisterne, lagde Deres Udsendte medarbejder på Orø mærke til, at turisterne svigtede Orødagen i juni 2019, der var i hvert fald færre af dem med på Ørøfærgen og færre rundt på øen. Det kunne være en tilfældighed, men det kunne også være tegn på at der skulle ske en nytænkning blandt turistaktørerne (i bred forstand) på Isefjordens Perle. I denne nytænkning må godt indgå udtryk som koordination og planlægning, samarbejde, som man kan opleve hvis man tager til Fur, som på mange måder ligner Orø. Her fortalte bl.a. ejeren af Fur Kro at man hvert forår inden turistsæsonen startede, i fællesskab planlagde sæsonen bl.a. med koordination af åbningstider, fælles arrangementer m.m. Her er meget Orøs turistaktører kunne lære, også at turistsæsonen kunne stækkes en smule i begge ender.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning og ikke nødvendigvis for Holbaekonline.dk’s. Har du lyst til at skrive et debatindlæg eller et læserbrev? – Læs hvordan på siden Deltag i debatten.
Deres udsendte medarbejder har lige erfaret, at Orø camping får nye ejere i år, så man må da sige at der er sket noget på turistfronten på den lille ø