Politiet tog natten til onsdag bilen fra en 32-årig mand fra Holbæk efter han – endnu engang – var blevet sigtet for spirituskørsel.
Manden var blevet standset på Byvej i Gislinge ved 2-tiden af politiet, som ville lave et rutinetjek af bil og fører.
Det viste sig, at den 32-årige var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Hans førerret var inddraget i forbindelse med to endnu ikke afgjorte sager om kørsel i påvirket tilstand i 2020. Da det nu var tredje gang, at den 32-årige kørte påvirket kunne politiet beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation, hvilket han protesterede over. Derfor skal retten nu tage stilling til, om politiet havde ret til at tage bilen.
Den 32-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, kan den 32-årige forvente at høre mere fra politiet.
Hans sager vil blive afgjort ved et senere retsmøde, hvor retten også vil afgøre, om bilen kan konfiskeres.