22. november 2024

Foto: Michael Johannessen.

Foto: Michael Johannessen.

Økonomiudvalget har fredag besluttet, at der indgås aftale med Region Sjælland om at benytte multihallen og en række øvrige lokaler i Holbæk Sportsby til vaccinationscenter.

Holbæk Kommune er blevet udpeget til etablering af et vaccinationscenter i forbindelse med udrulning af coronavaccinationen. Region Sjælland har derfor i samarbejde med Vestsjællands Brandvæsen, Midt- og Vestsjællands Politi samt ejendomsadministrationen i Holbæk Kommune udpeget Holbæk Sportsby som eneste mulige lokation i kommunen, der opfylder alle de nødvendige kriterier. Det gælder blandt andet ind- og udgange, de nødvendige lokaler, personalefaciliteter, et stort antal p-pladser, til- og frakørselsforhold samt offentlig transport m.v.

-Jeg er godt tilfreds med, at vi så hurtigt har fået en aftale på plads med Region Sjælland. Det er helt oplagt at benytte sportsbyens faciliteter, da der er god plads og langt bedre adgangsforhold end ved det nuværende vaccinationscenter på Rebslagervej eller ved Stadionhallen på Borgmestergårdsvej. Sportsbyens rammer er de bedste til den store opgave, som det bliver at få vaccinationsindsatsen til at fungere mest gnidningsfrit for borgerne, fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.

Ved Region Sjælland ser regionsrådsformand Heino Knudsen frem til, at der kommer mere fart på selve vaccinationerne, da det praktiske er på plads.

-I Region Sjælland er vi fuldstændig klar til at vaccinere tættere på borgerne og i alle regionens kommuner. Det er en kæmpestor opgave, og det nye vaccinationscenter i Holbæk Sportsby bliver et centralt omdrejningspunkt i vores vaccinationsplan, hvor det bliver muligt at vaccinere 14.000 borgere om dagen over hele regionen, når vi begynder at modtage større vaccineleveringer, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

I Holbæk Sportsby glæder man sig over at skulle lægge faciliteter til vaccinationsindsatsen af borgerne.

-Vi har alle en samfundsopgave i at komme igennem denne pandemi. I Holbæk Sportsby glæder vi os over at kunne bidrage med faciliteter og hjælp, der kan bistå Region Sjælland, så vi hurtigst muligt kan komme godt igennem perioden med vaccinationer. Det er selvfølgelig ærgerligt for de foreninger, der midlertidigt må dyrke deres sport i andre faciliteter, men dette er en vigtig opgave at løse, fortæller direktør for Fonden Holbæk Sportsby, Carsten Damgaard.

Foreløbigt er det aftalen, at Holbæk Sportsby vil fungere som vaccinationscenter frem til d. 30. juni.

Løsninger findes for berørte sportsaktiviteter

For alle de foreninger, som bliver berørt af, at der skal være vaccinationscenter i multihallen, vil der blive fundet løsninger, så de kan genoptage deres aktiviteter, når de nuværende restriktioner på et tidspunkt lempes.

-Vi havde allerede i går et online dialogmøde med foreningerne, og der var stor forståelse for valget af sportsbyen. Alle brænder selvfølgelig for at kunne komme i gang igen med at dyrke deres sport, men vi må også sige, at vi har en vigtig samfundsmæssig opgave, der skal løftes med vaccinationen af borgerne. Jeg vil gerne takke alle de berørte foreninger for at gå så positivt ind i det her, fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Planen er, at der afholdes et nyt møde med foreningerne i næste uge, hvor administrationen præsenterer en plan for omplacering af de enkelte foreninger til andre faciliteter. Administrationen vil bestræbe sig på at genplacere hold for børn og unge i Holbæk by, mens nogle voksenhold kan blive tilbudt genplacering i andre lokalområder i den berørte periode.