Det bliver Lejerbo, som skal stå for opførelsen og driften af det nye plejecenter i Holbæk. Det besluttede kommunalbestyrelsen på sit møde i onsdags.
Fem boligselskaber var inviteret med i en udvælgelsesproces, hvor formålet var at finde den samarbejdspartner, som projektudviklingen af det nye plejecenter skal foretages sammen med, og her valgte kommunalbestyrelsen altså Lejerbo.
Det nye plejecenter, der skal bygges på den gamle svømmehalsgrund på Vandtårdsvej skal efter planen have 80 almene ældreboliger og stå klar til indflytning i foråret 2024.
Udvalgsformand kalder plejecenter “Visionært”
Formand for Udvalget for Ældre og Sundhed, John Harpøth, ser i Lejerbos idéoplæg et fremtidssikret plejecenter i mange år ud i fremtiden til glæde for beboere, pårørende og medarbejdere:
-Af de forskellige idéoplæg, som vi har været præsenteret for, er det efter min mening Lejerbo, der samlet set er kommet tættest på det, som vi har efterspurgt. Det gælder blandt andet interessentinddragelse, bæredygtigt byggeri, erfaring og drift fra lignende projekter samt beboerdemokrati, siger John Harpøth og fortsætter:
-Der bygges i dag plejecentre ud fra grundtanken, at arkitektur kan være med til at øge trivsel, velvære og arbejdsglæde for beboere, personale og pårørende. Med det nye plejecenter får vi et visionært byggeri, som ser ud i fremtiden med alle de aspekter, der følger med, og dermed sætter nye standarder. For mange af husets beboere er det livets sidste rejse, og derfor er det grundlæggende vigtigt, at alle lige fra medarbejdere, pårørende og til den enkelte beboer kan nyde hverdagen i de bedste rammer.
John Harpøth fremhæver samtidig Lejerbos vision med et åbent plejecenter, der desuden skal være en levende del af lokalområdet med naboer som Ladegårdsparken, fælleshus, daginstitutioner og skole. Der er også en plan for at inddrage alle parter i processen op til det forslag, der bliver grundlaget for et udbud af totalentreprisen. Det vil ifølge Lejerbos plan blive sidst i 2021 med byggestart i oktober 2022.
Socialudvalgsformand glæder sig til samarbejde
Også formanden for Socialudvalget, Bente Röttig, vurderer, at Holbæk Kommune med den valgte samarbejdspartner får et plejecenter, der tilgodeser beboere, pårørende og medarbejdere i hverdagen.
-Jeg glæder mig til samarbejdet med Lejerbo og deres medarbejdere, som er gode samarbejdspartnere på det sociale område. Jeg har positive forventninger til den kommende periode, hvor alle interessenter, medarbejdere og politikere sammen med Lejerbo skal få de mange gode visioner og idéer til at blive til virkelighed. For mig var det betydningsfuldt, at Lejerbo mest konkret har formuleret, hvad det er for en hverdag for de enkelte beboere, som de vil være med til at sikre via særlige hensyn i byggeriet. Både mht. opdeling i enheder, form, farver og indbyggede teknologiløsninger. Ligesom de også har beskrevet hensynet til særlige behov for de ældre med handicap, fortæller Bente Röttig.