Politi og brandvæsen kørte tirsdag aften klokken 21.38 ud til Havevang i Holbæk efter en anmeldelse om, at der var røg i en opgang.
Røgalarmen i kælderen var aktiveret, men der var ingen ild.
Brandvæsnet sendte en røgdykker ned i kælderen, hvor der i et opholdsrum blev fundet en skraldespand med gløder. Der var ikke gået ild i noget, men der kom en del røg.
En nærmere undersøgelse af skraldespanden viste, at der var tale om nogle kul, formentlig fra en vandpibe, som var smidt i skraldespanden, og som havde ligget og ulmet og forårsaget røgen.
Det lykkedes ikke politiet at finde frem til, hvem som havde smidt kuldene i skraldespanden, men politiet laver en brandundersøgelse om sagen.