En person måtte på sygehuset efter et færdselsuheld på Søstrupvej natten til onsdag.
Uheldet skete kl. 01.23, da en bil med fire personer i kom kørende ad Søstrupvej ved Holløse mellem Søstrup og Sønder Jernløse. I en højresvingskurve mistede bilens fører – en 18-årig mand fra Gislinge – herredømmet over bilen, som kom over i den modsatte vejbane, hvor den ramte et træ og brød i brand.
Politi, brandvæsen og tre ambulancer kørte til stedet.
Ved ankomsten var alle kommet ud af bilen.
En af passagererne blev taget med på sygehuset til kontrol, men var ikke kommet til skade. De øvrige blev tilset på stedet og var uskadte.
Brandvæsnet fik slukket branden, men bilen udbrændte totalt.