På Holbæk Sygehus er man igang med at vaccinere, men det er endnu uvist, hvornår man kan begynde med at vaccinere medarbejdere og borgere i Holbæk Kommune.
Det fremgår ikke af kommunens officielle hjemmeside, men af borgmester Christina Krzyrosiak Hansen’s facebookprofil, og selvom borgmesteren har godt 14.400 følgere, så er det nok langt fra alle kommunens knap 72.000 borgere, der går ind på borgmesteren profil for at læse seneste nyt om Covid-19-vaccinen. Vi har derfor valgt at bringe noget af borgmesteren opslag her.
Christina Krzyrosiak Hansen skriver bl.a.:
“Vi har nok alle set, at der er kommet vacciner til Danmark, og at de første både borgere og kritisk sundhedspersonale blev vaccineret i går søndag. Det er stort, at vi er kommet hertil. Selvom vi fortsat skal passe godt på os selv og hinanden, er der nu endelig lys forude”
“Nu ser vi frem til, at vaccinen også kommer til Holbæk Kommune, så vores borgere og medarbejdere kan blive vaccineret. Sygehuset er begyndt at vaccinere kritisk personale, men vi afventer stadig melding fra regionen om, hvornår vi kan gå i gang på i første omgang plejecentrene.”
“Vaccinerne bliver fordelt ud fra primært smittetrykket i kommunen, og vi er i tæt kontakt med regionen, så vi får besked, så snart, der er vacciner på vej.
Formentlig bliver det inden for de næste få dage. Jeg vil sørge for at holde jer godt orienteret”, skriver borgmesteren til sine følgere på sin Facebook-profil.