Tirsdag morgen skete et færdselsuheld i et vejkryds ved Gislinge.
Politi, ambulancer og brandvæsen blev klokken 07.08 sendt til uheldet, der var sket i krydset hvor Gislingevej, Aspagårdsvej, Grevingevej og Hagesholmvej mødes.
Uheldet var sket kort forinden, da en lastbil kom kørende ad Hagesholmvej og ud i krydset, hvor den kolliderede med en varebil.
Lastbilen kørte efter kollisionen ud på en mark, hvor den væltede om på siden.
Varebilens fører, en 42-årig mand fra Nykøbing Sj. blev fastklemt og måtte tages ud af redningsmandskabet.
Den 42-årige fik skader på overkroppen som følge af uheldet og blev kørt til sygehuset til behandling for skader på brystkassen. Hans tilstand blev skønnet stabil. Lastbilchaufføren blev tilset på stedet af ambulancepersonalet, men havde ingen skader.
Midt- og Vestsjællands Politi har optaget rapport om uheldet og der er mistanke om, at der var tale om manglende overholdelse af vigepligt.
Opdateret kl. 13.28 med oplysninger om, at den 42-årige fører af varebilen, var kommet til skade og måtte behandles på sygehuset.