Det glæder Holbæks borgmeser, Christina Krzyrosiak Hansen (A), at Agervang nu ikke længere skal betegnes som en hård ghetto og figurere på boligministerens ghetto-liste.
Til forskel fra sidste år opfylder Vangkvarteret ikke længere ghettolistens kriterie om, at personer uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse maksimalt må udgøre 40 procent af beboerne. Sidste år udgjorde personer uden for arbejdsmarkedet eller uddannelser 41,7 procent. Dette tal er i 2020 faldet til 39,7 procent. Dermed opfylder Vangkvarteret ikke kriterierne for at være et hårdt ghettoområde.
-Der er grund til at rose de mange kræfter, der har løftet den indsats, som har hjulpet en række af beboerne i beskæftigelse. At Vangkvarteret ikke længere er på listen over hårde ghettoområder, er et klart vidne om, at den boligsociale indsats og de mange kræfter, der er blevet lagt i at forandre området, gør en positiv forskel, siger Christina Krzyrosiak Hansen i en pressemeddelelse.
Også formand for Udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse, Lars Dinesen (A), glæder sig også over det positive resultat på beskæftigelsesområdet:
-I Vangkvarteret har vi siden 2019 haft en særlig beskæftigelsesindsats i området. Om det helt eller delvist er denne indsats, der har virket, kan der ikke sættes to streger under. Men dagens gode nyhed viser, at vi har fået en række beboere i Vangkvarteret væk fra offentlig forsørgelse. Så det er rigtig dejligt, at Vangkvarteret nu er kommet af ghettolisten, men vi skal fortsat have fokus på en målrettet beskæftigelsesindsats i området.