Søndag eftermiddag og aften var politiet på kontrol i Holbæk kommune. Her blev standset i alt 185 køretøjer spredt over hele Holbæk Kommune og resultatet af dagens kontrol blev i alt syv sigtelser til førere af motorkøretøjer i Holbæk.
En af dem, politiet sigtede var en 38-årig mand fra Hørve, som blev standset klokken 18.35 på Hovedgaden i Svinninge, da han kom kørende på en lille knallert.
Det viste sig, at han var påvirket af spiritus og havde en promille over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Knallerten blev sat på et rullefelt og målt til at kunne køre 62 km/t, selvom den kun må kunne køre 30 km/t.
Både den 38-årige fører, og knallertens ejer, en 45-årig mand fra Hørve blev sigtet for den ulovlige knallert. Efter blodprøveudtagelsen blev den 38-årige løsladt, og nu venter politiet på resultatet af blodprøven.
Ud over sagen med knallerten sigtede politiet en bilist for at anvende mobiltelefon under kørslen, en kørte uden kørekort og to foretog ulovlige overhalinger.
Politiet fortsætter med at have fokus på spirituskørsel i hele december måned.