EN 53-årig kvinde fra Holbæk er blevet sigtet for spirituskørsel efter en episode på Bakkedraget i Hjembæk tirsdag aften.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at en 27-årig mand fra Snertinge kl. 19.05 anmeldte, at han under kørsel i sin bil ad Bakkedraget mod Jyderup mødte en modkørende bilist på den smalle vej. Han trak ind til siden, men blev alligevel ramt af den modkørendes sidespejl. Mod forventning standsede den modkørende bilist ikke, men fortsatte sin kørsel, der var usikker og slingrende. Til sidst lykkedes det anmelderen at få bilisten standset på Kalundborgvej og holdt den kvindelige fører tilbage, indtil politiet ankom.
Føreren af den modkørende bil var en 53-årig kvinde fra Holbæk, som var påvirket af spiritus under kørslen. Hun blev derfor sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Den 53-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven foreligger.