22. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 19-årig kvinde fra Regstrup var sidst på eftermiddagen i fredags involveret i et færdselsuheld på Skovvejen ved Knabstrup.

Uheldet skete i krydset Knabstrupvej/Knabstrup Møllebakke/Skovvejen, da kvinden i en personbil kørte ad Knabstrupvej mod nord frem til krydset ved Skovvejen, hvor hun havde ubetinget vigepligt. Under krydsning af Skovvejen for at fortsætte videre ad Knabstrup Møllebakke stødte hun i det vestgående spor på Skovvejen sammen med en personbil, ført af en 21-årig mand fra Kalundborg kørende i en personbil.

Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, men der skete materiel skade på begge biler.

Politiet oplyser, at man optog rapport om uheldet, da den 19-årige kvindelige bilist mistænkes for at have overtrådt færdselsloven i forbindelse med uheldet.