Det så længe ud som om Holbæk B&I skulle have tre point med hjem fra det fynske – i stedet smed holdet sejren væk i slutningen af kampen.
Holbæk B&I mødte Næsby BK i sjette runde af 2. division.
Der skulle gå hele 36 minutter, før kampens første mål blev scoret. Heldigvis for Holbæk, var det Jeppe Illum, der bragte sjællænderne foran 0-1.
Stillingen holdt til pausen.
2. halvleg var kun lige fløjtet i gang, da Holbæk udbyggede føringen til 0-2 på et mål af Malte Sjørslev.
Men i løbet af 2. halvleg fik hjemmeholdet bedre styr på Holbækkerne og det lykkedes også at komme til gode muligheder. Således blev Næsby tilkendt frispark i 73. minut et godt stykke uden for feltet. Alligevel tog de chancen og skød bolden direkte mod Holbæks mål, hvor Holbæks målmand var på plads og tog bolden i hænderne.
To minutter efter havde Næsby igen en chance. Der blev spillet lidt foran Holbækmålet, og da der opstod forvirring i forsvaret, var en Næsbyspiller hurtig til at tage chance og skøde en flad bold direkte mod målet. Holbæks målmand var igen parat og kastede sig til jorden, og tog bolden.
Holbæk havde minuttet efter en mulighed efter et fint spil op ad banen. I feltet blev der spillet på tværs, og bolden sendt ind mod målet, hvor Næsbys målmand forhindrede bolden i at gå ind.
I 82. reducerede Marcus de Claville Berthelsen til 1-2 for Næsby.
De sidste minutter havde Holbæk én opgave: at forhindre et angrebslystent hjemmehold i at score yderligere, men det var for svært. I 89. minut kunne det være endt med endnu en scoring, da en Næsbyspiller fandt et hul i forsvaret og skød mod Holbæks mål. Holbæks målmand havde dog set det komme, så han smed sig ned og tog bolden.
I overtiden udlignede Næsby så, da et hjørnespark blev lagt godt ind i feltet, hvor Holbæks forsvar ikke havde styr på modspillerne. Næsbys Mikkel Ørbech sendte bolden forbi Holbæks målmand til slutresultatet 2-2.
Dermed må Holbæk nøjes med et enkelt point til den samlede stilling og har nu fem point.