22. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

Lørdag eftermiddag kort før klokken 14.30 ville en videopatrulje fra Færdselspolitiet gerne snakke med en bilist, som kom kørende ad Skovvejen ved Regstrup og foretage en rutinemæssig kontrol af både fører og bil.

Men bilens fører ønskede ikke at tale med politiet og satte hastigheden op i et forsøg på at køre fra politiet. Undervejs påkørte bilisten et autoværn, men fortsatte kørslen i og omkring Stigs Bjergby og videre til vejen Friheden, hvor bilisten kørte ud på en mark og fortsatte kørslen i østlig retning. Politiet fulgte efter, indtil føreren efterlod bilen og stak af til fods.

Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ledte efter den mandlige fører, som kl. 14.40 blev fundet og anholdt. Der var tale om en 47-årig mand fra Stensved, der var påvirket af narkotika – politiet mistænker, at det er kokain og i øvrigt frakendt kørekortet.

Han fik udtaget en blodprøve på sygehuset til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden politiet løslod ham efter en nøje vurdering af hans kørsel mv., hvor der ikke fandtes grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Politiet valgte dog at beslaglægge den 47-åriges bil, da han flere gange var blevet afsløret i at køre bil trods frakendelsen af kørekortet. Den 47-årige kan nu forvente at høre yderligere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret, og videooptagelserne fra kørslen er blevet gennemset for at fastlægge hastighedsovertrædelser under flugten fra politiet.