En 15-årig ung mand fra Holbæk blev onsdag morgen bragt til sygehuset efter et færdselsuheld.
Uheldet skete kort før klokken 8.30, da en 36-årig kvinde kom kørende i bil ad Stenhusvej og svingede til højre ind på p-pladsen ved Stenhus Gymnasium. På cykelstien i samme retning kørte den 15-årige, som blev ramt og væltede.
Politi og ambulance blev sendt til stedet, og den 15-årige blev kørt til sygehuset til undersøgelse for mulige skader på albuen.
Politiet undersøgte uheldsstedet for at belyse omstændighederne omkring sammenstødet.
Knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse, da der var mistanke om, at den var konstruktivt ændret, så den kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t.
De to parter vil høre fra politiet mere i sagen, når undersøgelserne er færdige, herunder hvem der kan stilles til ansvar for, at uheldet skete.