En 92-årig kvinde fra Svinninge blev mandag formiddag udsat for tricktyveri i sit hjem i Åparken.
Kvinden anmeldte tricktyveriet til politiet kort før klokken 16 mandag. Hun fortalte, at hun i tidsrummet mellem kl. 11.00 og 12.00 havde fået uventet besøg af en fremmed mand, der var kommet ind på hendes bopæl via en åbentstående havedør.
Manden havde udgivet sig for at være hjemmehjælper og oplyst, at han skulle pudse den 92-åriges smykker. Hun havde så taget en guldring og en guldhalskæde af, som manden efterfølgende beholdt.
Manden blev beskrevet som ikke etnisk dansker af udseende, 25-30 år, 168-178 cm høj og almindelig af kropsbygning. Han havde brun hudfarve, kort sort lidt krøllet hår. Han talte dansk.
Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man nu undersøger, om dette tricktyveri kan have forbindelse med et andet tricktyveri anmeldt i fredags, hvor en 85-årig kvinde under tilsvarende omstændigheder fik stjålet guldsmykker.