Klokken 01.23 natten til torsdag blev en 32-årig mand fra Svinninge sigtet og anholdt for spirituskørsel.
Det skete efter han var blevet standset af politiet på Landevejen i Sandby ved Svinninge.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den 32-årige var frakendt førerretten for en tidligere sag om spirituskørsel, så han blev sigtet for at køre i frakendelsestiden.
Den 32-årige fører havde lånt bilen, så ejeren af bilen kan forvente en bøde for at overlade sit køretøj til en person uden kørekort.
Da den 32-årige havde fået udtaget blodprøven, blev han fortsat tilbageholdt, da han var søgt til at møde i fogedretten. Han blev torsdag formiddag fremstillet i fogedretten, hvor han blev løsladt, oplyser politiet.
Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 32-årige høre mere i sagen.