Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Til Kim Malmberg-DF.
Kim Malmberg/ DF, havde et læserbrev i Nordvestnyt tirsdag den.23-6-2020. Hvor overskriften lød
således. DET LÆRTE DF AF CORONAKRISEN.
Blev Danmark lukket korrekt ned? Det kan altid diskuteres, men umiddelbart, synes jeg, at vi er sluppet nådigt, set i lyset af hvor galt det er gået i mange andre lande.
Du skriver, at der er en overrepræsentation af Covid 19 smittede i områder med mange af anden etnisk herkomst.
Har du glemt, at mange med anden etnisk herkomst arbejder i frontlinjen, bl. a. bus/taxachauffører, kassemedarbejdere, sundhedspersonale,rengøring m.m.
Derudover bor man tættere, når man bor til leje, end hvis man bor i eget hus? Du kritiserer deres manglende håndhygiejne, samt de ikke ønsker at rette sig efter helt elementære retningslinjer. Du skriver, det kan skyldes sproget, det kan der være noget om. Er det så ikke mærkeligt, at DF har været forkæmper for at skære ned på sprogundevisningen.
Du har ret i, at de ældre har haft det hårdt. Det gælder også for mange handicappede, børn og andre, der har været isoleret. Videre skriver du, at man skulle havde prioriteret ældresektoren med værnemidler. Skulle sygehusene så havde været nedprioriteret? I min optik burde der være et sundhedsberedskab, på samme måde som vi har et militærberedskab, som hele tiden bliver opdateret.
Kim, jeg har virkelig ondt af, at du går rundt og er frustreret over at ældre skal have 1.000 kroner og endda skattefri, og at andre udsatte borgere også skal have 1000 kroner. Var du også frustreret, da DF. Slog sig stort op på den såkaldte ældrecheck, som viste sig at have den modsatte virkning, da det viste sig, at de ældre blev modregnet i deres boligydelse ?
Sidst men ikke mindst, blev du også frustreret, da DF var med til at smadre efterlønnen og vores dagpengesystem ? sikkert ikke, men det blev jeg.
Håber du på trods af dine frustrationer må få en god sommer.
Mvh. Leif Juhl
Kommunalbestyrelsesmedlem
Enhedslisten Holbæk