Et flertal af medlemmerne i Udvalget for Klima og Miljø sagde på sit møde i tirsdags nej til planerne om et kulturcenter i Mega Bowl-bygningen på Mellemvang.
Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter for Børn og Unge ønsker at flytte deres allerede eksisterende aktiviteter fra Smithsvej til Mellemvang på grund af pladsmangel.
Men i Udvalget for Klima og Miljø var der ikke stemning for ideen.
Nej stemte udvalgets formand Dansk Folkepartis John Harpøth, Socialdemokratiets Ole Brockdorff og Liberal Alliances Christian Ahlefeldt-Laurvig.
Venstres medlem Karina Helmer, undlod at stemme.
Eneste stemme for, kom fra Enhedslistens Karen Thestrup Clausen, der også sikrede, at den endelige afgørelse først tages på et Kommunalbestyrelsesmøde.
Udvalgsformand: Laver paralellsamfund
Holbaekonline.dk har spurgt udvalgets formand, 1. viceborgmester John Harpøth (DF) om grunden til, at han stemte nej. Men han har ikke ønsket at udtale sig til Holbaekonline.dk om sin beslutning. I stedet har han henvist til udtalelser, han er kommet med til andre medier. Til dagbladet Nordvestnyt har han bl.a. forklaret:
-Det er, som om de er ved at lave et parallelsamfund, og Vangkvarteret ligger tæt på. Hvis de vil integreres, er det her i hvert fald ikke løsningen.
Manglende parkeringspladser gav nej
En anden, der stemte nej, var socialdemokratiets medlem af udvalget, Ole Brockdorff.
Til Holbaekonline.dk forklarer han:
-Området er udlagt til små, mellemstor virksomheder herunder også håndværkvirksomheder. Normalt kræves der 1 parkeringsplads for hver 50 m2 etageareal. Så ud fra dette er det nok med ca. 60 parkeringspladser. Men det er et kulturcenter der bl.a. skal indeholde 2 bedesale. 1 til 300 mænd og 1 til 160 kvinder og børn i alt 460 mennesker på deres helligdage og fredagsbønnen. Så grundet parkeringsforholdene og antal mennesker er det fra min side et klart nej.