En 25-årig mand blev i dag anholdt og varetægtsfængslet i sagen om drabet på 18-årige Zobair Saidi i Ladegårdsparken 28. april sidste år.
Den 25-årige blev ved 14-tiden fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk for lukkede døre.
Retten besluttede at varetægtsfængsle ham frem til den 19. maj. Retten nedlagde navneforbud i sagen.
Politiet var massivt til stede omkring retsbygningen på Havnevej i forbindelse med retsmødet.
Det er anden gang, at den 25-årige er blevet varetægtsfængslet i sagen. Han sad også varetægtsfængslet i en periode sidste år, men blev løsladt i august. Han er sigtet for at have affyret skudende mod Zobair Saidi.
Tre fængslet i sagen
Drabet fandt sted søndag den 28. april sidste år omkring kl. 22.10. Her blev den 18-årige Zobair Saidi dræbt af skud i Ladegårdsparken Vest ud for nummer 135.
Gerningsmanden undløb fra stedet og videre ad Vandtårnsstien og herfra i ukendt retning.
Politiet har siden efterforsket sagen, der nu har resulteret i, at tre personer sidder varetægtsfængslet i sagen.
Udover den 25-årige, som blev varetægtsfængslet onsdag, så blev en 20-årig kvinde varetægtsfængslet tirsdag frem til den 19. maj og i Fredag i sidste uge blev en 27-årig mand varetægtsfængslet foreløbigt den 19. maj. Han skal sidde i isolation frem til den 5. maj.
Du kan læse mere om sagen, se video og fotos, i vores Tema: 18-årig dræbt af skud i Ladegårdsparken