En 45-årig lastbilchauffør fra Holbæk var tirsdag involveret i et færdselsuheld med dødelig udgang.
Uheldet skete ved 16.30-tiden, da lastbilchaufføren skulle dreje til højre i en rundkørsel i Ringsted. Trafikken var gået i stå, så lastbilen satte i gang ved lav hastighed. Chaufføren overså her en 16-årige pige fra Ringsted, som kom kørende i samme retning, og skulle lige ud i rundkørslen. Under svingningen ramte lastbilen den 16-årige pige, som kom ind under lastbilen.
Politi, brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet, men den 16-årige blev erklæret død på stedet. Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og vidner til uheldet blev afhørt. Også den 45-årige lastbilchauffør, der, ifølge politiet, var stærkt rystet, blev afhørt til sagen.
Selvom politiet ingen mistanke har om, at lastbilchaufføren var påvirket af alkohol eller andet, blev der rutinemæssigt udtaget en blodprøve, som nu undersøges nærmere.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de pårørende til den 16-årige pige er underrettet.
Politiet afventer nu bilinspektørens rapport i sagen, hvorefter den 45-årige vil høre mere fra politiet i sagen.