24. november 2024

Alle genbrugspladser i Holbæk Kommune lukkes de næste 14 dage. Foto: Rolf Larsen.

Genbrugspladsen i Holbæk er blandt dem der åbner for private. Foto: Rolf Larsen.

Kommunernes Landsforening har opfordret til, at landets genbrugspladser bliver åbnet for privat i morgen tirsdag. Nu bekræfter Fors A/S at man vil åbne for private.

Opfordringen om at åbne for privat på genbrugspladserne kom efter Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet at det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne genbrugspladser for private, hvis der tages visse restrektion.

Forsyningsselskabet Fors A/S, der står for genbrugspladserne i Holbæk Kommune bekræfter nu, at man vil åbne udvalgte genbrugspladser for private og man arbejder netop nu på at finde løsninger på disse restriktioner. Man appelerer dog til, at man venter med at komme, så der ikke skabes lange køer, store forsamlinger og trafikkaos.

-Vi åbner udvalgte genbrugspladser på tirsdag. Men vi opfordrer vores kunder til at holde affaldet hjemme så længe, som muligt, så vi sikrer, at det hele forløber godt for alle, og at vi fortsat kan holde åbent. Derfor vis hensyn og hold afstand til hinanden og medarbejderne, hvis du besøger vores genbrugspladser. Det er en fælles opgave at få det hele til at lykkes både inden og uden for pladsen. Det vigtigste for os er stadig at passe på vores kunder og medarbejdere, fortæller affaldschef Annette Vangslev fra Fors A/S.

Ifølge Fors A/S åbner man således: De to store genbrugspladser i Holbæk og Tornved holder åbent for private på hverdage kl. 10-17 og i weekenderne kl. 9-16. Tornved Genbrugsplads holder ekstraordinært åbent alle hverdage i uge 14 (denne uge -red.). Jernløse Selvbetjeningsplads åbner til at starte med udelukkende for erhverv på hverdage kl. 12-17.

-Vi har undersøgt mulighederne nøje, og vi bliver nok også klogere, når vi ser, hvordan det hele forløber. Så vi tager løbende bestik af situationen og tilpasser, så vidt det er muligt, siger Annette Vangslev og uddyber:

-Her i starten vælger vi at åbne vores store genbrugspladser i Holbæk og Tornved, fordi vi her kan lukke flest kunder ind i forhold til størrelsen på genbrugspladserne. Derimod åbner vi ikke Tølløse, da det vil være meget få, der kan komme ind. Jernløse Selvbetjeningsplads bliver udelukkende åbnet for erhverv for at tilgodese dem, så vi sikrer, at de ikke skal holde i lang kø. Derudover skal vi kunne følge med i forhold til bemanding og værnemidler, og så skal sikkerheden være på plads. Derfor vælger vi at gøre sådan i første omgang,” siger Annette Vangslev.

Der vil blive indført adgangskontrol, således at man kan sikre, at der ikke er for mange på pladsen ad gangen. Derfor opfordrer forsyningsselskabet også til, at man kun kommer en i bilen, der kører ind på pladsen og så må kunderne forvente kø.

-Det her er en helt ny og uvant situation for os. Derfor håber vi på stor forståelse fra vores kunder. Vi gør det bedste, vi kan, for at det skal blive en god oplevelse at komme tilbage på genbrugspladsen. Med den store interesse der har været for at komme af med affaldet, så forventer vi mange mennesker på genbrugspladserne. Så vent gerne med at aflevere dit affald, indtil den værste trafik har lagt sig, slutter Annette Vangslev.

 

Åbningstider på genbrugspladserne:
Holbæk Hverdage 10 – 17 Weekend 9 – 16
Tornved Hverdage 10- 17 (Uge 14) Weekend 9 – 16
Jernløse Kun åbent for erhvev på hverdage 12-17.

Kilde: Fors A/S