22. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/da/users/fradellafra-2541818/?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1614931">Alexander Fradellafra</a> fra <a href="https://pixabay.com/da/?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1614931">Pixabay</a>

Arkivfoto: Alexander Fradellafra fra Pixabay

De lokale arrangører af sports- og kulturarrangementer har taget bestik af situationen med risikoen for smittespredning med coronavirus og besluttet, at man ikke vil aflyse arrangementer.

Fredag var regering og myndigheder ude med anbefalinger om, at udsætte eller aflyse begivenheder med mere end 1.000 deltagere. Årsagen er, at smitterisikoen forøges ved arrangementer, hvor mange er tæt på hinanden

Og tallet 1.000 ser ud til at være omdrejningspunktet, når de forskellige arrangører har taget stilling til, om de skulle fortsætte eller aflyse.

Fredag og lørdag har der været spillet Davis Cup i Holbæk Sportsby og her havde Dansk Tennis Forbund vurderet, at fordi der ville være under 1000 tilskuere, så gennemførte man kampene med publikum som planlagt.

Når Holbæk B&I søndag starter forårsæsonen hjemme mod Slagelse B&I på banen i Holbæk Sportsby, så bliver det også med publikum på. Selvom det hører til sjældenhederne, at der kommer i nærheden af 1.000 tilskuere til Holbæks kampe, så er det set. Derfor har klubben valgt, at sætte et maksimum på 999 tilskuere, for at holde sig under den officielle anbefaling.

Ingen aflysninger af teater eller koncerter
Hos Sidesporet er man også opmærksomme på de officielle anbefalinger, men også her fortsætter man som hidtil.

– Vi bliver på intet tidspunkt 1.000 eller flere mennesker samlet til Sidesporets aktiviteter. Herunder til musik, børneunderholdning og i biografen. Derfor kører alle vores aktiviteter som normalt og der er ingen aflysninger af arrangementer, skriver Kasper Lomholdt, der er leder af Fonden Sidesporet på Sidesporets hjemmeside.

Heller ikke hos Musikklubben Elværket bliver der tale om, at aflyse koncerter.

– Vi følger myndighedernes anbefalinger om Corona-virus og da Musikklubben har en max salgskapacitet på 550 personer, vil alle Musikklubbens arrangementer afholdes som normalt indtil videre, står der således på Musikklubbens hjemmeside.

Holbæk Teater skriver på Facebook, at man gennemfører forestillinger som planlagt.

Teaterfestival følger situationen
Regeringens og myndighedernes anbefaling gælder ihvertfald marts med.

I næste måned løber festivalen Aprilfestival af stablen. Festivalen er den største begivenhed for dansk scenekunst for børn og unge og byder på langt over 100 forskellige teatre og flere hundrede teaterforestillinger i løbet af den uge, festivalen varer.

Hos Aprilfestival oplyser man, at man holder sig orienteret om udviklingen vedrørende coronavirusset, både i indland og udland, og man følger de relevante myndigheders anvisninger.