To drenge blev i går tilbageholdt og afhørt i en sag om trusler mod en beboer på en institution på Orø.
Først på eftermiddagen fik politiet en anmeldelse om, at en beboer på en institution på Orø var blevet ringet op og truet på livet af en tidligere beboer.
Den tidligere beboer, en 13-årig dreng, havde varslet at han ville komme til stede og gøre alvor af truslerne.
Kort efter fik politiet oplysninger om, at drengen var blevet set stige på Orøfærgen sammen med en anden dreng.
En patrulje blev sendt til færgehavnen, hvor de traf de to drenge på 13 og 14 år, der boede på et bosted i København. De blev tilbageholdt af politiet på grund af trusselssagen og taget med til politistationen, hvor de blev afhørt under overværelse af personale fra deres bosted.
Herefter blev de to drenge overdraget til personalet fra bostedet, som tog dem med retur til København.
De sociale myndigheder blev orienteret om sagen, da de to drenge er under den kriminelle lavalder og derfor ikke kan straffes.