22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Erhvervsudvikling i Holbæk Kommune?

En af Holbæks største virksomheder forlader kommunen.

Desværre har vi ikke så mange ”store” virksomheder i Holbæk kommune og derfor er det vigtigt at passe
på dem vi har. En stor virksomhed i vores kommune er ”kun” på 60 mand. 60 arbejdspladser forsvinder ud
af kommunen. Hvorfor?

Efter sigende er det fordi virksomheden ikke kan skaffe nok kvalificeret arbejdskraft. Ved at flytte til
Roskilde kommer man tættere på de veluddannede medarbejdere. Jeg er ret sikker på, at det sagtens kan
være årsagen, da det ikke er første gang jeg har hørt dette fra virksomheder, desværre.

Hvad kan vi så gøre for at holde på vores virksomheder og alle de arbejdspladser de har?

Vi kan forsøge at gøre det attraktivt for virksomhederne at være og blive i Holbæk kommune. F.eks. få
nogle uddannelser til området. Det var heldigvis noget den tidligere borgmester satte højt på dagordenen
og satte gang i sammen med sine gode kollegaer i Odsherred og Kalundborg. Og heldigvis noget der stadig
bliver arbejdet meget aktivt på i de tre kommuner. Fedt, bliv ved med det.

Men udfordringen med disse uddannelser er, at det tager 4-5 år at blive sygeplejerske, ingeniør,
bygningskonstruktør eller finansøkonom og derfor, har det lange udsigter før der er flere af denne
arbejdskraft til rådighed i det nordvestsjællandske område.

Så der må andre faktorer til, da vi ikke bare kan sidde med hænderne i skødet og se på at vores
virksomheder forlader kommunen.

Vi har desværre de sidste par år set, at virksomhederne generelt er blevet mere utilfredse med kommunen
som tilholdssted for deres virksomhed. Det kan der være flere årsager til. En højere skat, mangel på
erhvervsgrunde, træg og ufleksibel arbejdsgang mht. tilladelser mm. og generelt mangel på forståelse for,
at vi faktisk er i konkurrence med andre kommuner om at gøre sig lækker som f.eks. Roskilde, Ringsted og
Køge.

For de andre kommuner har forstået budskabet og vi har ovenikøbet haft besøg af Køges Socialdemokratiske borgmester, der fortalte os, at vi skulle se at komme i gang.

I det netop vedtagne budget, er der desværre ikke meget erhvervsvenlighed og det tyder desværre ikke på,
at det bliver bedre i fremtiden, selv om vi har fået opskriften fra Køge.

En samlet opposition ønskede i budgetforhandlingerne, at der skulle gøre noget for, at virksomhederne kan
føle sig velkommen. Dette var der desværre ikke lydhør for hos borgmesteren og hendes konstituering.
Kunne dette have gjort, at en virksomhed med 60 medarbejdere havde valgt at blive i Holbæk? Det vides
ikke. Men en ting er sikkert. Det er ikke første gang jeg hører dette og det bliver desværre nok heller ikke
den sidste gang. Så længe vi ikke gør noget for at vores virksomheder føler de er velkommen og værdsat i
Holbæk Kommune, så flytter de…. Til Roskilde, Ringsted og Køge.

Velfærd er også at kunne få et arbejde tæt på sit hjem….. Og kunne nå hjem og hente sine børn.

Peter Nilsson
Regstrup
Medlem af Klima og Miljøudvalget for Venstre i Holbæk Kommune