Politiet har sigtet en 31-årig mand fra Holbæk for blufærdighedskrænkelse.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man fredag over middag fik en anmeldelse fra flere vidner om, at en mand gik rundt i et grønt område omkring Bjergmarken, hvor han havde blottet sit lem.
Han havde ikke blottet sig for nogen personer, men tværtimod havde han trukket sig tilbage i et buskads, hvis der kom forbipasserende. Et vidne havde også set, at han rørte ved sig selv.
Politiet sendte en patrulje til området, men det lykkedes ikke at finde frem til manden.
Lørdag kl. 13.44 fik politiet endnu en anmeldelse om en person med samme signalement igen stod med blottet underliv i området omkring Bjergmarken, hvor han rørte sit lem.
To opmærksomme vidner bemærkede at manden satte sig ind i en bil, og kørte fra stedet.
Politiet fik oplysninger om registreringsnummeret på bilen, og kørte til bilejerens bopæl i Holbæk. Her traf politiet den mistænkte, en 31-årig mand, som blev anholdt og sigtet for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse.
Han blev taget med til politistationen til afhøring, hvor han nægtede forholdet, og i stedet sagde, at han havde tisset.
Sagen blev herefter vurderet juridisk, og der blev ikke skønnet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.