En 24-årig mand er blevet anholdt, mistænkt for at forsøge at brænde et sommerhus på Østre Strandvej i Gamløse på Orø af.
Kort før midnat fik politiet en anmeldelse fra en borger, der kunne høre en alarm fra et nærliggende sommerhus. En rude var blevet knust, og huset forsøgt brændt af.
Politiet kørte til området med en hundepatrulje, som kunne konstatere, at en rude var knust, og at der på et mindre område på et gulv indenfor havde brandskader.
Sommerhusets ejer blev underrettet om sagen og oplyste, at et uligevægtigt familiemedlem måske kunne mistænkes i sagen. Politiet indledte derfor en eftersøgning efter en 24-årig mand fra Valby, som kl. 01.35 blev fundet og anholdt som mistænkt i sagen, da han havde et mindre sår på den ene hånd formentlig fra rudeknusningen.
Det viste sig, at den anholdte var efterlyst af Københavns Vestegns Politi som savnet fra et lokalt hospital.
Den 24-årig blev transporteret til politistationen i Roskilde og er fortsat i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden vil fremstille den 24-årige i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som sigtet for brandstiftelse.