22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Det er disse påhængsaltaner, som blev sat op i forbindelse med renoveringen, som det nu er forbudt at bruge. Arkivfoto: Rolf Larsen
I forbindelse med den store renovering af boligbebyggelsen Ladegårdsparken fik en del lejligheder altaner – men nu er der indført forbud mod at bruge altanerne.

For fem år siden gik man igang med en stor renovering af Ladegårdsparken. Her blev flere mindre lejligheder lagt sammen til større, mange lejligheder fik nye køkkener, der blev sat solceller på tagene, der blev indsat elevatorer i flere opgange og så fik en del lejligheder påhængt altaner.

Men efter flere års brug viser det sig nu, at det kan være forbundet med “personfare” at benytte de fine altaner.

Det er kommet frem i forbindelse med den byggesag, som stadig rumsterer efter renoveringen.

I en rundskrivelse fra boligselskabet til de beboere, som har påhængsaltaner står der bl.a. “I den verserende skønssag har skønsmanden den 18. november orienteret Holbæk Boligselskab om at altanen i boligerne i Ladegårdsparken er underdimensioneret og at der kan være personfare forbundet med brugen af altanen”

og videre:

“De bedes derfor straks ophøre med brugen af altanen”

Som følge af forbuddet mod at benytte altanerne, er Holbæk Boligselskab nu igang med at undersøge, hvordan man kan afspærre altanen.