22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 36-årig mand fra Holbæk blev natten til søndag anholdt og sigtet for vold på et diskotek i Nygade i Holbæk.

Politiet blev kaldt til stede ved halv to-tiden. Da politiet ankom, tilbageholdt dørmændene på stedet den 36-årige.

Det viste sig, at en 24-årig mand fra Tølløse var blevet udsat for vold, da han kort forinden havde henvendt sig til den 36-årige for at spørge hvorfor, han havde haft en krænkende adfærd over for den 24-åriges kæreste. Ifølge den 24-åriges forklaring havde den 36-årige taget fat i hans tøj og skubbet ham, så han faldt baglæns ind i en trappe, hvorved han fik overfladiske skrammer på ryggen.

Politiet anholdte den 36-årige og sigtede ham for vold.

Den 36-årige var påvirket af spiritus og var, ifølge politiet, noget udadreagerende både i forbindelse dørmændenes tilbageholdelse og i politiets varetægt.

Han blev løsladt søndag formiddag efter afhøring til sagen, som han kan forvente at høre nærmere om, når sagen skal afgøres.