Kort efter klokken 14 lørdag fik politiet en henvendelse om noget uro og uorden i en baggård til både en forretning og privat beboelse på Holbækvej i Jyderup.
Ifølge henvendelsen skulle nogen være blevet jagtet med et slagredskab. Da politiet kom frem var de ro. på stedet traf patruljen 42-årig mand fra Svinninge, som havde været lidt irriteret over høj musik i samme ejendom hos to mænd på 34 og 37 år fra Jyderup, der begge var påvirkede af bl.a. spiritus.
Politiet talte parterne til orden, og ingen blev sigtet for noget.
Men kort efter klokken 18 måtte politiet køre retur til stedet, idet den 42-årige havde overrasket den 34-årige i færd med at smøre hans forretningsdør ind i sennep og remoulade. Det havde ført til lidt uro blandt mændene igen, så politiet sigtede den 34-årige for hærværk. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.