De fleste har nok på et eller andet tidspunkt i deres liv spillet bordtennis – måske ikke i en bordtennisklub, men så i skolen eller måske fritidsklubben. En af de gode ting ved bordtennis er, at det er noget man kan spille langt op i alderen.
Holbæk Bordtennisklub tilbyder fremover bordtennis til alle seniorer over 60 år i forbindelse med satsningen ’BAT60+’ fra DGI Bordtennis og BordtennisDanmark. Tilbuddet gælder uanset niveau og tidligere erfaringer med idrætten. Træningen er tilrettelagt og tilpasset +60ernes dagsrytme og livsstil, og sikrer plads til hyggeligt samvær før, under og efter træningen med bold og bat.
Bordtennis forbedrer ikke bare koordination og styrke, men påvirker og styrker også mange steder i hjernen, så der er masser af fordele ved at spille bordtennis.
– Du træner reaktionsevne og balance samt styrker musklerne. Bordtennis er derfor en velegnet mulighed for at få motioneret både fysikken og det mentale, når man har passeret de 60 år, og kroppen måske ikke længere kan holde til de mere fysisk betonede idrætter, siger Ole Toustrup, Holbæk Bordtennisklubs BAT60+ ansvarlig.
Og så er det en idræt man kan dyrke selvom man har lidt skavanker, belastninger eller skader fra gamle dage. Der er ingen kropskontakt eller stor fysisk belastning.
Alle kan således være med på tværs af form og ambitioner, da spillet kan varieres i tempo og intensitet. Det sociale er en stor del af spillet, og der vil blive taget godt imod nye spillere, så du får lyst til at blive hængende og komme igen
Flere spillere over 60 år
Over hele landet er der de seneste par år blevet flere og flere bordtennisspillere over 60 år, og det er en tendens som forventes at fortsætte i de kommende år:
– Den seneste befolkningsprognose fra Danmarks Statistik viser nemlig, at der forventes komme over 100.000 flere +60ere, og mange af disse oplever et paradigmeskifte i form af større krav og ønske om bedre fysisk formåen selv i en høj alder. Det kan bordtennis gøre for dem, fortæller Gert Jørgensen, DGI Bordtennis.
Griv battet og prøv selv
Hvis man gerne vil prøve at spille bordtennis og være en del af det nye seniorhold i Holbæk Bordtennisklub, så kan man blot møde op i Sportsbyens Bordtennishal, hvor der spilles mandag den 9. sept. fra kl. 10-12 og fredag den 13. sept. fra kl. 10-12.
Har man spørgsmål, er man velkommen til at kontakte Ole Toustrup på tlf. 21720400 eller på e-mail ole@toustrup.dk. Desuden kan man se mere om Holbæk Bordtennis Klub på holbaekbordtennis.dk