22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

En kvik borger sørgede søndag aften for, at politiet havde let ved at finde frem til en blomstertyv i Jyderup.

Klokken 22.33 anmeldte borgeren, at han kort forinden havde set en mand, som stjal blomster fra indhegningen foran supermarkedet Rema 1000.

Borgeren havde taget kontakt til den mistænkte, som blot herefter kørte fra stedet. Borgeren tog derfor et foto af den mistænkes bil.

Politiet kunne derfor hurtigt finde frem til ejeren af bilen, en 52-årig mand fra Jyderup.

En patrulje kørte til hans adresse, hvor de fandt de stjålne blomster.

Den 52-årige blev sigtet for tyveriet, som han erkendte.

Blomsterne blev leveret tilbage til butikken, som derfor ikke havde et erstatningskrav. Den sigtede kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.