22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at et tyveri af chips fra et supermarked i Jyderup førte til fund af tyvekoster fra seks andre butikker.

Sagens startede, da personalet i et supermarked på Holbækvej i Jyderup torsdag kl. 12.48 anmeldte, at to mænd netop havde stjålet en kasse med chips fra indgangspartiet og bagefter var kørt fra stedet i en personbil i ukendt retning.

Politiet kørte mod butikken, men allerede inden politiets ankomst kontakede personalet kl. 13.05 igen politiet og fortalte, at de to mænd igen havde været på stedet, hvor de også stjal en kasse chips.

Personalet havde noteret nummerpladsen på tyvenes bil, og det gjorde det nemt for politiet, der kørte til bilejerens bopæl i Svinninge, hvor bilen blev fundet.

Kort efter kunne politiet anholde en 23-årig mand fra Mørkøv og en 27-årig mand fra Svinninge som mistænkte for de to tyverier fra supermarkedet. Signalementet på dem stemte overens med de to mænd, som var blevet optaget på supermarkedets videoovervågning.

Ransagning afslørede flere varer
Da politiet ransagede bopælen, blev der fundet både chips, morgenmadsprodukter og jakker med prismærker. De fundne effekter blev beslaglagt, da det blev formodet at være tyvekoster. Det lykkedes da også politiet at få identificeret varerne som tyvekoster fra yderligere seks butikker i både Jyderup og Holbæk.

Begge mænd blev sigtet for butikstyveri fra i alt seks forskellige butikker i den senere tid og løsladt efter afsluttet efterforskning samt afhøring til sagerne. De vil senere høre nærmere fra politiet, når de mange tyverisager mod dem skal afgøres.