Morten Skovby trækker sig som manager for Holbæk B&I ovenpå balladen i klubben.
Der var indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Holbæk B&I mandag aften, hvor en gruppering i fodboldklubben ønskede, at vælte klubbens bestyrelse på grund af utilfredshed med manager Morten Skovby. Flere spillere, her i blandt Ferdinand Bangsgaard, Jonas Bengtsson og Malte Sjørslev klagede over Skovbys ledelsestil som de bl.a. mener manglede samarbejde, lydhørhed, inddragelse og at han styrede med frygt.
Men inden mandagens ekstraordinære generalforsamling, valgte Morten Skovby trække sig.
– Morten Skovby har i går (søndag – red.) meddelt bestyrelsen i HB&I, at han ønsker at trække sig fra sin rolle som Manager i klubben. Skovby kan på HB&I vegne ikke overskue konsekvensen af, at den nuværende bestyrelse skulle gå hen og blive væltet ved den forestående ekstraordinære generalforsamling, skriver Asger Madsen på klubbens hjemmeside.
Med Skovbys tilbagetrækning blev aftenens generalforsamling aflyst og bestyrelsen fortsætter.
Det er endnu uvist hvem der skal afløse Morten Skovby.
Morten Skovby blev hentet til HB&I for to år siden efter 1. holdet var røget ned i Danmarksserien. Skovbys opgave var at få klubben tilbage i 2. division, hvilket lykkedes overbevisende i denne sæson.