23. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/Milosz_Karski/">Milosz_Karski</a> / Pixabay

Arkivfoto: Milosz_Karski / Pixabay

I dag er det Havnens Dag og i den forbindelse byder Hørby Havn på et væld af gratis aktiviteter for hele familien med både sejlads, kajak, stand up paddle og meget andet.

Det er anden gang, at Hørby Havn indbyder til Havnens Dag.

– Vi glæder os til at tage imod en masse nysgerrige gæster, som har lyst til at prøve nogle af de aktiviteter, vi har på havnen. Og vi håber selvfølgelig at nogen får lyst til at vende tilbage og blive del af livet ved vandet, siger Malene Wilken fra Vild med Vand-udvalget i Hørby.

Hørby Havn er én af de op mod 90 havne landet over, som er med i det landsdækkende Vild med Vand-projekt, der har til formål at skabe øget opmærksomhed om de tilbud og aktiviteter, der foregår på havnen og ved vandet. Havnens Dag er Vild med Vand-projektets årlige højdepunkt.

– Blandt de gratis aktiviteter, vi har i år på Havnens Dag, kan nævnes speedbådssejlads, kajak, stand up paddle, jollesejlads for børn og sejlture for hele familien. Der er skattejagt i skummet, når Trundholm Brandvæsen lægger skum ud, man kan prøve at klappe en fisk, tale med nogle af medlemmerne i Holbæk Lystfiskerforening og Holbæk Dykkerklub, Orø Brandvæsen kigger forbi i deres store gummibåd i løbet af dagen, og så skal vi have indviet vores nye krabbevæddeløbsbane. Der er noget for alle, uanset om man er til høj eller lav puls, og det er netop et af kendetegnende for livet ved havnen – alle kan finde en fritidsaktivitet, der passer til deres personlige interesser, siger Malene Wilken, der opfordrer alle til at invitere familie, venner, kolleger og naboer med til en hyggelig dag på havnen.

Fokus på sikkerhed
Udover alle de sjove aktiviteter, har man hos arrangørerne valgt, at man i år også vil have fokus på Sikkherhed. I den forbindelse får man besøg af en Sejl Sikkert instruktør og en frivillig fra Hjerteforeningen, der vil vise hvordan man giver hjertemassage.

Lokal opbakning
Ligesom sidste år vil der også være mulighed for at købe lidt godt til ganen, og lade sig friste i boderne på det loppemarked der igen i år er en del af Havnens Dag i Hørby.

– Havnens Dag er også en vigtig dag for byens foreningsliv, siger Malene Wilken, der glæder sig over at Tuse Næs Erhvervsforening og Tuse Næs Lokalforum har en stand til Havnens Dag, hvor de udover at fortælle om deres aktiviteter på Næsset, vil have en fotoudstilling af den lokale kunstner Tommy Flugt.

Havnens Dag sluttes af med en middag og live musik i det telt, der i morgen, søndag bliver brugt til Alsang, der laves i samarbejde med Udby kirke.

Dagens program kan ses på www.vildmedvand.dk