Onsdag aften fik politiet flere anmeldelser om skud i Vang-kvarteret. Politiet har ingen oplysninger om, at nogen skal være blevet ramt.
Politiet rykkede talstærkt ud til Vang-kvarteret efter man klokken 21.22 fik flere anmeldelser om, at der i området ved Havevang i Holbæk havde lydt flere brag, der kunne minde om skudafgivelser.
Et større område ved Havevang – Mellemvang – Holbæk Have blev afspærret for at undersøge området for eventuelle spor efter et skyderi.
I området fandt politiets hundepatruljerne flere afskudte patronhylstre, men der var ingen tegn på, at hverken personer eller køretøjer skulle være blevet ramt.
Politiet har på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvem der i givet fald har været involveret i eller været mål for skudafgivelserne.
Straks efter skudafgivelserne kørte der ifølge vidner op til tre biler – to lyse og en mørk stationcar – fra området i høj fart.
Politiet vil i løbet af torsdagen – i dagslys – foretage fornyede gerningsstedsundersøgelser i Vangkvarteret i håb om at finde flere spor i sagen.
Midt- og Vestsjællands Politi ønsker at komme i kontakt med vidner og personer, der måtte have oplysninger i sagen. Henvendelse kan ske til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på tlf. 114.
Fokus på tryghed i Holbæk – Den mobile politstation kommer til Vang-kvarteret
Efter aftenens skyderi var politiet hele natten massivt til stede i hele Holbæk som en tryghedsskabende indsats og tillige det formål at eftersøge personer, der kunne have en rolle i skyderiet.
Den tryghedsskabende indsats vil blive fortsat i den kommende tid, således at politiet vil være massivt og synligt til stede i både Vangkvarteret og øvrige dele af Holbæk.
Den mobile politistation vil i dag torsdag som et led i den tryghedsskabende indsats blive opstillet i Vangkvarteret ved Fælleshuset, så beboere i området og borgerne generelt er velkomne til at tale med politiet om tryghed generelt og også om bl.a. skyderiet onsdag aften. Den mobile politistation vil være i området i dag i tidsrummet fra kl. ca. 11.00 – 14.30.