Fonden Sidesporet har fået 50.000 kroner af Nordea-Fonden til at afholde en række kulturaktiviteter- og arrangementer for børn i Holbæk og omegn.
– Støtten gør det muligt for Sidesporet at tilbyde kulturarrangementer for børn i alle aldre til en økonomisk overkommelig pris. Det kan fx være børneteater og børnekoncerter. Henover sommeren er der tradition for 6-8 koncerter på Murerpladsen i Holbæk, hvor der typisk er mellem 600 og 1.400 besøgende pr. arrangement. I efterårsferien er der planlagt nyt arrangement med Sigurd Barrett og hans nye H.C. Andersen-show, fortæller Gert Hansen, arrangør, Sidesporet.
Støtten kommer også til at betyde noget for lokalmiljøet:
– Støtten fra Nordea-fonden gør en kæmpe forskel for børnekulturen i Holbæk, hvor børn, familier og institutioner får mulighed for at få flere gode og indholdsrige oplevelser” fortæller Gert Hansen.
Fonden Sidesporet er en af 29. foreninger og organisationer i Region Sjælland, som Nordea-Fonden netop har støttet med i alt 635.296,00 kr.
– Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og derfor er vigtigt for os at bakke op om initiativer, som styrker det lokale fællesskab. Vi håber, flere foreninger og andre non-profit organisationer har lyst til at søge vores lokalpulje, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, der hvert år uddeler 25 millioner kroner.