22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Om en uhensigtsmæssig og manglende transportinformation.

Kære Ole Brockdorff

Det er givetvis kendt for dig, at trafikselskabet Movia, der også betjener borgere i Holbæk Kommune, har besluttet at fjerne trykte oplysninger om busruter og afgangstider fra en lang række stoppesteder på Sjælland, fordi at man ønsker at spare 1.6 mio kr.

Beslutningen har medført, at flere kommunale Ældreråd i Region Sjælland har reageret med bekymring omkring denne beslutning.

Når Ældrerådet i Holbæk Kommune ikke tidligere har reageret i denne sag, skyldes det, at vi ikke officielt er blevet orienteret om, inddraget i eller blevet bedt om at forholde os til sagen.

Imidlertid har et stigende antal borgere på det seneste henvendt sig til Ældrerådet og spurgt om, hvorfor Ældrerådet i Holbæk Kommune ikke har gjort noget i denne sag.


De ældre er frustrerede og føler at blive tabt på gulvet med denne uigennemtænkte serviceforringelse, når der ikke længere informeres om busruter og afgangstider på busstoppestederne.

Samtidig har 3Fs faglige seniorer på et møde mellem de ældrepolitiske organisationer og Ældrerådet også rejst sagen.

På denne baggrund skal Ældrerådet i Holbæk Kommune derfor anmode dig om – som kommunalbestyrelsens repræsentant i Movias repræsentantskab – at søge mandat fra kommunalbestyrelsen til, at Movia hurtigst muligt ændrer beslutningen om at fjerne de trykte oplysninger om busruter og afgangstider fra stoppestederne.

Der er som anført rejst en alvorlig kritik af trafikselskabets beslutning, som især vil gå ud over de ældre mennesker, der ikke er trygge ved de digitale løsninger og som vil være afskåret fra at se, hvilken bus man skal tage, hvis man ikke har eller kan betjene en smartphone. Men sagen omfatter også andre aldersgrupper, turister osv.

Det er Ældrerådets ønske, at Movia genindfører sin tidligere information overfor borgerne omkring busruter og afgangstider.

Vi har i Ældrerådet et håb om, at du kan medvirke hertil.

Med venlig hilsen

Steen-Kristian Eriksen
Formand for Ældrerådet i Holbæk Kommune