22. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/TBIT/">TBIT</a> / Pixabay

Arkivfoto: TBIT / Pixabay

En 72-årig mand fra Holbæk blev mandag middag snydt af en falsk IT-medarbejder.

“IT-medarbejderen” ringede til den ældre mand og fik ham overtalt til at godkende, at “IT-medarbejderen” fjernstyrede hans computer. ”IT-medarbejderen” kom med en undskyldning om, at der skulle installeres antivirusprogrammer, og at den 72-åriges computer skulle renses.

Den 72-årige blev herefter opkrævet 80 kroner for ydelsen, som han betalte via netbank.

Om aftenen konstaterede den 72-årige, at der var overført 2000 kr til en konto i Estland, overført 35.000 kr til en dansk bankkonto samt overført 8745 kr fra Mastercardkonto. Herefter spærrede banken den 72-åriges konto. Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til den falske IT-medarbejder.

Den 72-årige opgav ikke nogen former for oplysninger til ”IT-medarbejderen”, men da han havde haft adgang til at se, da den 72-årige loggede ind, var det muligt at se log-ind oplysningerne til banken.

Politiet: Giv aldrig tilladelse til fjernstyring
Hos Midt- og Vestsjællands Politi råder man borgerne til aldrig at give tilladelse til, at nogen fjernstyrer en computer eller anden teknisk enhed i forbindelse med uanmodede henvendelser fra firmaer eller offentlige myndigheder. Hav altid en sund skepsis, når nogen henvender sig uopfordret med hjælp eller tilbud, hvad enten det er personligt eller telefonisk.