22. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/Bru-nO/">Bru-nO</a> / Pixabay

Arkivfoto: Bru-nO / Pixabay

Det er nærmest en føljeton uden ende – lægesituationen for Orøs borgere. Lige siden øens læge i omrking 30 år, Carsten Roug, gik på pension med udgangen af 2015 har lægesituationen på øen været usikker.

Carsten Roug meddelte i god tid, at han gik på pension, men alligevel var det mere end overordentligt svært for Region Sjælland, at finde en læge til patienterne på Isefjordens Perle.

Til sidst lykkedes det dog, at finde et kompromis og det blev Familienlægen ved Tommy Budek, der overtog efter øens pensionerede læge. Øboerne havde været vant til fast konsultation på Orø under Carsten Roug, men med Familielægen blev det anderledes. I stedet blev der lavet en satelitklinik i Elnebjergcentret med åbent et par gange om ugen og ellers måtte man tage til lægekonsultationen i Bysøstræde i Holbæk, hvis man havde brug for det.

Det holdt et par år med Familielægen. Sidste forår meddelte Tommy Budek, at han ville drosle ned, da arbejdspresset blev for højt, fordi han, ligesom mange andre læger, havde for mange patienter. Igen fik Region Sjælland besked i god tid og igen var det svært for regionen, at skaffe en læge.

Men i sommers kunne Region Sjælland så fortælle Orø borgerne, at man havde fundet en ny læge. Valget faldt på Henrik Jepsen, som udover at starte som læge for Orø-borgerne pr. 1 oktober også åbnede klinik i Ringsted. Ligesom Familielægen, ville der være mulighed for konsultationer i klinikken i Elnebjergcentret et par dage om ugen. De andre dage blev betjeningen varetaget telefonisk via klinikken i Ringsted.

Men nu har Henrik Jepsen så meddelt, at han også stopper.

Det betyder, at der pr. 1. maj i år skal være fundet en ny løsning på det evige lægespørgsmål på Isefjordens Perle, og det er ikke nemt, hvis man skal tro Region Sjælland.

Det er nemlig generelt svært, at dække behovet i Regionen, også i Holbæk området. På Orø har man ikke en såkaldt ø-læge ordning, hvor øens borgere skal være tilknyttet denne læge og ikke kan vælge en anden. Der er da også ca. 38% af borgerne på Orø (346 borgere ud af i alt 910), som allerede har valgt, at være tilmeldt læger på Sjælland fremfor den nuværende satellitpraksis på Orø.

Det vil også være den løsning, som der anbefales når “Udvalget for det nære sundhedsvæsen” i Region Sjælland holder møde den 17. januar.

I øjeblikket er der 6 åbne lægepraksis i Holbæk by, og ca. 950 ledige pladser i Lægehuset i Kirke Hyllinge, samt den nye klinik i Holbæk Lægerne i Smedelundsgade, som har ca. 2.000 ledige pladser, at vælge mellem for de 565 ø-boere, som skal finde en ny læge.

Det er også forventningen, at Orøborgerne, ligesom borgerne på Sjælland, vil skulle klare mere digitalt i fremtiden.

1 thought on “Orøborgerne skal have ny læge – igen, igen

  1. Lidt supplerende oplysninger : Man kan vente og se hvad der sker på regionsmødet d. 17.1, men tilsyneladende kommer princippet : først til mølle , først malet, til at gælde , når man skal vælge ny læge.
    Derfor valgte jeg og min bedre halvdel for en sikkerheds skyld at betale 200 kr pr person for et lægeskift i “utide”, idet vi valgte en af de 3 ledige læger som bor i Bysøstræde, i Holbæk , som jo ligger i gåafstand fra Orøfærgen .Vi hører begge til den store gruppe på Orø som kaldes det grå guld, og vi ved ikke hvor længe vi er i stand til at køre bil.

    Her er en lille vejledning til hvordan jeg foretog vores lægeskift :

    Gå ind på Holbæk kommunes hjemmeside,:vælg: borger> vælg sundhed > vælg: læger, terapeuter>skift læge>tryk på: på sundhed.dk kan du få..>behandlere> praktiserende læge> her går du ind på : Præciser din søgning og vælg : Holbæk kommune. Her kan du se alle lægerne i kommunen , men koncentrer dig om de læger der er åben for tilgang. Du kan i ro og mag læse yderligere oplysningerne om lægerne ved at trykke for den/de læger du er interesseret i.
    Herefter loggger du dig ind på NEM ide, foretager lægeskiftet og betaler 200 kr via vis/dankort

Comments are closed.