22. november 2024

Foto: Rigspolitiet.

Det endte i et uheld, da en bilist søndag eftermiddag forsøgte at stikke af fra en politipatrulje.

Episoden fandt sted kort efter klokken 16, da politipatruljen gjorde tegn til føreren af en personbil på Skarridsøgade om at standse. Politiet ønskede at lave en kontrol af bil og fører, men i stedet for at standse, satte bilens fører farten op og forsøgte at køre fra politiet via Holbækvej. Men i en venstresvingskurve mistede føreren kontrollen over bilen og kom over i modsatte vejbane, hvor et vejskilt blev påkørt.

Politiet kom frem og fik anholdt bilens fører – en 31-årig mand fra Føllenslev. Det viste sig, at han var påvirket af hash og at han i forvejen var frakendt retten til at føre bil.

Bilisten fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Politiet sigtede desuden mandens kæreste, der var ejer af bilen, for at have overladt ham bilen, selvom han ikke havde kørekort. Parret kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.