To personer blev anholdt efter en biljagt, der endte med, at en stjålet bil landede på taget.
I tirsdags, 1. juledag, lagde en politipatrulje kort efter klokken 19.30 mærke til en bil, som var forsynet med nogle nummerpladser, som ikke tilhørte bilen, men burde sidde på en anden bil. Derfor ville politiet gerne snakke med bilens fører, som dog ikke var videre interesseret i at tale med politiet. I hvert fald satte bilisten farten op i forsøget på, at køre fra politiet. Herefter gik turen fra Kvanløse til Kongsdal, hvor bilen påkørte et hegn. Bilisten stoppede dog ikke af den grund og fortsatte, mens politiet måtte standse ved det påkørte hegn.
Kort efter fandt politiet et par kilometer længere fremme en personbil, som var forulykket og nu lå på taget. Det viste sig at være bilen med de forkerte nummerplader.
På ulykkesstedet traf politiet en 34-årig kvinde fra Roskilde og en 38-årig mand fra Mørkøv, som begge blev anholdt, da det viste sig, at bilen var meldt stjålet.
Begge blev indbragt til skadestuen, hvor de begge fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, idet politiet arbejder ud fra en tese om, at manden var føreren af bilen under flugten fra politiet og i forbindelse med færdselsuheldene undervejs. Manden var i øvrigt frakendt kørekortet i forvejen og er også mistænkt for at have begået flere færdselsforseelser undervejs.
Begge anholdte blev løsladt efter endt sagsbehandling, og den stjålne bil er bragt til et værksted med henblik på senere udlevering til ejeren.