22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Slut med egenbetaling

Så lykkedes det. Og nu er det officielt. Kammeradvokaten har meddelt, at ældre, der er visiteret til akutpladser via sundhedsloven ikke kan opkræves betaling for mad, rengøring og tøjvask.
Samtidig er der i Regeringens aftale med Dansk Folkeparti om finansloven for 2019 aftalt et stop for egenbetaling til kommunale akutpladser, og at ældre, der har betalt for ophold på en akutplads, skal have de uretmæssigt opkrævede penge tilbagebetalt.

Jeg er som formand for Ældrerådet i Holbæk Kommune meget glad for Kammeradvokatens afgørelse, fordi den betyder, at det nu er slut med egenbetaling på kommunale akutpladser.

Og jeg er ikke mindre glad for, at administrationen i Holbæk Kommune i Nordvestnyt har tilkendegivet, at der uretmæssigt er opkrævet betaling for ophold på en akutplads, og at de ældre, må man forstå, skal have disse tilbagebetalt.

Det har været en lang og sej proces, at nå hertil.

Mange gode kræfter i Danske Ældreråd har arbejdet på at opnå denne ændring. Politikere og højtstående embedsfolk har været kontaktet. Samtidig har der været arbejdet på at gøre problemstillingen synlig.
Således bragte Regionalen i det sene forår mine kommentarer omkring den pålagte egenbetaling.
Jeg fremholdt dengang, at der overhovedet ikke var nogen, der havde spurgt de ældre, om det var en god idé at indføre brugerbetaling på sygdom.

Svaret var, at det var der ingen, der syntes.

Og jeg uddybede problemstillingen.

”Det nære sundhedsvæsen kan være en god idé, men når en akutstue går i stedet for en sygehusindlæggelse, så bør det være gratis. Folkepensionister har ikke meget at rutte med i forvejen, og det er helt urimeligt, at en befolkningsgruppe skal betale for det, andre får gratis på et sygehus.”

Det står jeg fortsat ved.

Og vi er i Ældrerådet på de ældres vegne glad for at det nu er ændret.

Steen-Kristian Eriksen
Formand for Ældrerådet i Holbæk Kommune
Nyvej 3
4440 Mørkøv