Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Venstre bakker op om politiindsatsen
Uro i Holbæk i øjeblikket.
Ingen kan i øjeblikket brokke sig over, at der ikke er politi i Holbæk. Der er masser af politi, der ses på alle tider af døgnet rundt omkring.
Desværre må man sige. For det er jo på baggrund af den seneste tids episoder, der tirsdag betød drabsforsøg i Ladegårdsparken, hvor en ung mand blev ramt af skud.
Natten til torsdag var der igen et højt brag ved Bandidos klubhus i Østerstræde, der p.t. er lukket af Holbæk Kommune, hvilket en samlet kommunalbestyrelse bakkede op om onsdag aften.
Vi er ikke vant til den type problemer i Holbæk, og heldigvis for det, men det virker nok også stærkere på os, fordi det ikke er hverdagskost. Normalt er Holbæk en forholdsvis fredelig by.
Ingen tvivl om, at politiet i øjeblikket gør en kæmpeindsats for at opklare sagerne, og samtidig kører man patrulje overalt i byen, og tak for det.
Forhåbentlig giver arbejdet gode resultater, så gerningsmændene kan komme bag lås og slå.
På det seneste har der været røster fremme om, at kommunens eget SSP beredskab skal være mere udadvendt og mere på gader og stræder.
Det er altid godt med en masse præventive tiltag, og det skal man i høj grad fortsætte med, men vi må nok sige, at den aktuelle situation med drabsforsøg og skyderi er en politiopgave, som SSP ikke kan løse her og nu.
På de sociale medier kører flere historier om situationen i Holbæk i øjeblikket. Nogen mener, at “kommunen og borgmesteren” bør gøre noget, og andre mener, at politiet gør alt for lidt. Nogle hiver episoderne fra Holbæk Station frem igen, selv om det er flere år siden, og gerningsmændene for længst er dømt i de sager.
Som nævnt er situationen i øjeblikket en politiopgave, og der er alt muligt grund til at opfordre til, at alle, der sidder inde med informationer om episoderne, kontakter politiet og ikke bare skriver om tingene på de sociale medier.
Hvis vi bakker op om politiet og leverer alle de oplysninger, som vi kan, så skal det nok ende med, at freden igen sænker sig over Holbæk, når gerningsmændene er kommet under betryggende forhold i landets fængsler.
Det lange seje træk er forebyggelse, så færre unge kommer ud i kriminalitet, og det er her, at SSP medarbejderne i høj grad spiller en rolle i samspil med forældre, skoler mv. Det er en indsats, der skal have høj prioritet, så vi stopper tilgangen til uheldige grupper. Det kræver en udadvendt og synlig indsats.
Venstre går i den grad ind for, at kommunen skal yde en præventiv indsats på kriminalitetsområdet og andre områder, hvor forebyggelse kan spille en væsentlig rolle. Det er et langt sej træk, men det betaler sig i den sidste ende.
Carsten Andersen
kommunalbestyrelsesmedlem (V)
Holbæk Kommune