Det blev til et enkelt point i den samlede stilling, da Holbæk lørdag eftermiddag spillede ude mod GVI.
Hvis Holbæk skal rykke op fra Danmarksserien, så er der brug for sejre. Umiddelbart er netop GVI og topholdet Avedøre de største trusler for Holbæks oprykning. Derfor ville en sejr og dermed tre point til stillingen være ønskeudfaldet af dagens kamp. Men helt sådan gik det ikke.
Hjemmeholdet mødte fra start modstand fra Holbæk og efterhånden som første halvleg skred frem, var det, ikke overraskende, en jævnbyrdig kamp. Det var dog hjemmeholdet som i 38. minut fik gevinst på chancen, da Patrick Ehlers bragte GVI foran 1-0 efter et hjørnespark.
Efter pausen var det så som så med mulighederne, selvom de to hold forsøgte at skabe spillet. Først i 80. minut lykkedes det Holbæk at udligne, på et mål af Ferdinand Bangsgaard.
Resten af kampen var der ikke flere scoringer og dermed endte opgøret mellem puljens nr. 2 og 3 uafgjort 1-1. Holbæk har nu 4 point op til nr. 1 Avedøre og 2 point ned til nr. 3, GVI.